“Ringen i ørerne” går faktisk dybere end vi forestiller os. Forskning i tinnitus har vist en forankring i den måde, vi behandler og forstår lyd på.
I den fjerne fortid tilbød læger alle mulige mærkelige helbredelser for det. Assyerne hældte rosenkstrakt i øret gennem en bronzerør. Den romerske forfatter Plinius den ældste foreslog orm kogt i gåsefedt sat i øret.
Middelalderlige walisiske læger anbefalede deres patienter at tage et friskbagt brød ud af ovnen, skære det i to “lægge og binde brødene på begge ører så varmt som det kan bæres, og gennem den svedproduktion der opstår ved Guds hjælp blive helbredt.”
Fra Arilds tid har man forsøgt at løse mysteriet, hvor folk klager over støj i deres ører, hviskende, summende, endda syngende og klokkeringende lyde. Tidlige læger baserede deres antagelser på, hvad de troede tinnitus kunne være. Nogle var overbevist om, at det var forårsaget af vind, der blev fanget inde i øret og hvirvlet rundt uendeligt, så de forsøgte at befri vinden ved at bore et hul i knoglerne rundt om øret eller bruge et sølvrør til at suge luft ud af ørekanalen. Behandlingen virkede ikke, men de havde en intern logik.
I dag fortsætter tinnitus med at modstå medicinens bedste indsats, på trods af at den er en af de mest almindelige medicinske lidelser. Undersøgelser viser, at mellem 5 og 15 procent af folk siger, at de har hørt en slags fantomstøj i seks måneder eller mere; 1 til 3 procent siger, at tinnitus sænker deres livskvalitet. Tinnitus kan tvinge folk til at trække sig ud af deres sociale liv, gøre dem deprimerede og give søvnløshed. Nogle læger ordinerer stoffer som lidokain. Andre tilbyder patienter kognitiv terapi. Nogle har folk til at lytte til bestemte lyde, andre anvender magnetiske impulser til hjernen og endda implantatelektroder i hjernestammen.
Selv om mange behandlinger har givet en bedring, er ingen konsekvent effektive. Nylig forskning give et bud på hvorfor: Tinnitus er meget mere kompliceret end blot en ringen i ørerne. Det er mere som en ringen i hele hjernen.
Normalt hører vi kun lyde, når vore trommehinder vibrerer. Vibrationerne forårsager en rysten af nervehår i det indre øre, og det udløser elektriske signaler langs den auditive nerve og ind i hjernen. Signalerne stoppes først af den grå hjernemasse – auditive cortex. Hvert nervehår er tunet til en bestemt lydfrekvens og berører kun visse neuroner i den auditive cortex. Derved danner neuronerne i den auditive cortex det vi kalder et tonekort. Neuronerne i den ene ende af den auditive cortex er indstillet til lave frekvenser, og jo længere vi går mod den anden ende, desto højere er tuningen af neuroner. Dette lydsystem leveres med en uddybende feedbackmekanisme. Neuroner virker som relæsignaler både frem og tilbage i hjernen og når ud til de nærliggende neuroner, der er indstillet til nærliggende frekvenser, høje som lave. Disse feedbackkontrollere tillader os at fravælge indgående lyde, så vi ikke bliver overvældet af meningsløs støj.
I unge hjerner udvikler neuronerne sig sammen med feedbackkontrollerne og knytter sig til hinanden. Selv i voksenalderen kan vi opleve nye lyde omdanne eller udvikle den hørbare cortex. Tinnitus opstår, når denne fleksibilitet går dårligt. Ting kan begynde at gå galt, når giftige stoffer, høje lyde eller endda whiplash forårsager skade på nervehårene i ørerne. De skadede nervehår kan ikke længere sende signaler fra øret til tonekortet.
Således frarøvet indkommende signaler gennemgår neuronerne en ejendommelig transformation: De begynder at ”aflytte” deres naboer, og give feedback på andre frekvenser. De begynder endda ind imellem at slukke uden indkommende signaler. Da hjernens feedbackkontrollere bliver ”omkoblet” ender neuronerne i et selvkørende loop, der producerer en konstant ringen. Derfor forsvinder tinnitus ofte ikke, selvom den auditive nerve fjernes kirurgisk. Det er ikke kun den hørbare cortex, der påvirkes, når folk får tinnitus. Neuroforskere, der bruger stadig mere sofistikerede hjerneskanninger, finder ud af, at forandringerne kryber ud over hele hjernen.
Oversat fra http://discovermagazine.com/2010/oct/26-ringing-in-the-ears-goes-much-deeper